Mike Andersen har i løbet af sin karriere etableret sig som en unik artist på den danske musikscene. Med sin helt egen blanding af blues, soul, pop og rock er han kendt for sin autentiske lyd, stærke vokal og ikke mindst et fremragende live-band.
Den 6. december kommer han til Hotel Cecil med band og sange fra hele bagkataloget.
I de mere end 20 år, han har været en del af det danske musikliv, er det blevet til hele ni udgivelser – og det tiende album er på vej.
Hans musik er stadig blå – helt bogstaveligt, med bluesen som afsæt. Men Mike Andersen er meget mere end en traditionsbunden blueshåndværker med en stærk stemme og et sikkert greb om guitaren. Hans virke som sanger og sangskriver er med til at børste støvet af en genre, der ellers ofte har strandet i fortiden. Her er masser af blodsblanding med country, soul, americana og andre genrer.