Efter at have spillet mange solo- og duokoncerter står Marie Key denne aften på scenen med fuldt band for første gang i 6 år. Med sig har hun blandt andre bassisten Jonathan Bremer, som hun også har lavet sit nye album sammen med. Albummet hedder ”På vej hjem” og udgives til april.
Koncerterne på Hotel Cecil spilles for et stående publikum og der vil både blive spillet helt nye sange samt sange fra Marie Keys bagkatalog.
Marie Keys koncertformat har de seneste år vakt stor begejstring hos hendes publikum - blandt andet på grund af Marie Keys helt særlige evne til at fortælle historier og underholde sit publikum mellem numrene. Stemningen til koncerterne er afslappet og uformel og med sine humoristiske fortællinger binder Marie Key koncertens sange sammen og skaber en musikalsk oplevelse med et stort nærvær og mange grin.