HATESPHERE
Hatesphere er efterhånden en institution indenfor dansk metal. De har udgivet albums på nogle af verdens største metallabels (SPV Records, Napalm Records), og de har turneret side om side med en lang række store internationale metalbands (Hypocrisy, Kreator, Crowbar, Soilwork, Chimaira, The Black Dahlia Murder og Gojira).
Hatesphere fejrer snart sølvbryllup og har nyt materiale på vej, hvor bandet igen har komponeret hidsige, tunge og fængende riffs med masser af melodi og en nyfunden råhed.
MERCENARY
Mercenary har siden de debuterede internationalt med pladen "Everblack" i 2002 turneret Europa tyndt med supportturnéer for bands som Megadeth, King Diamond, Dark Tranquility og Nevermore samt optrådt på en lang række festivaler som Wacken Open Air, Roskilde Festival og Progpower USA.
Bandet har gennem deres energiske og velspillede livefremførelser af deres let genkendelige genreblanding af melodi, melankoli, metallisk smadder, atmosfæriske keyboardflader og himmelstræbende guitarsoloer i verdensklasse tilkæmpet sig et globalt og loyalt følge.